"Orgel-doom fra et magisk sted: Albummets afgørende stykke er det næsten 10 minutter lange titelnummer, hvor orgelet under Hausswolffs fingre får lov at bygge et ulmende, dronende skymassiv om ørerne på os, snart muskuløst, senere glimtende med dissonanser (...) Alt imens von Hausswolff synger et sted inde fra et magisk gemmested i sangen, tilsyneladende ordløst, i hvert fald besværgende, noget ubegribeligt. Med referencer til både Brian Enos tidlige ambient, Dead Can Dances vokale overmenneskelighed via Lisa Gerrard, Sigur Rós' fineste majestætiske øjeblikke. Men samtidig helt sit eget. Slettende alt omkring sig, et sort hul, en nådesløs eksistens, der intet andet ser end sig selv, nuet, afgrunden".