Good kid, m.A.A.d. city
Kendrick Lamar
Emneord
Anmeldelser (6)
Bibliotekernes vurdering
d. 27. mar. 2015
af
af
Thomas Tiedje
d. 27. mar. 2015
Sidste år udsendte Flying Lotus "You're dead!", som var et spraglet album af electronica, hip hop og spaced-out jazz. Et af de bedste numre var "Never catch me" med rapperen Kendrick Lamar, som tillige blev ledsaget af en mindeværdig video. Jeg nævner Flying Lotus' album, fordi det her tredje album fra Lamar - efter gennembruddet med "Good kid, m.A.A.d City" i 2012 - deler flere kendetegn med førstnævnte. Det er på samme måde et vildtvoksende album af jazz og funk, men modsat Flying Lotus er det funderet i hip hop. Det tematiserer nutidens afroamerikanske virkelighed og bygger med samples og beats på hele den afroamerikanske musikkultur, fra James Brown over Parliament til Dr. Dre og lyden af Flying Lotus' Brainfeeder-label. Det er ganske forrygende og allerede fortjent udråbt til årets hip hop-udgivelse og et mesterværk på linje med Kanye Wests "Yeezus" eller D'Angelos "Black Messiah".
Jyllands-posten
d. 23. mar. 2015
af
af
Peter Schollert
d. 23. mar. 2015
"Musikeren og produceren Kendrick Lamars nysgerrighed og swing betyder, at lytteren kommer på en fascinerende rutsjebanetur i varmblodig og udfordrende jazz, soul, funk og hiphop, og i den inspirationskilde, der slanger sig igennem albummet, finder man strømninger af Miles Davis, John Coltrane, James Brown, Brian Wilson, Marvin Gaye, Stevie Wonder, Steely Dan, Prince, Tupac Shakur m. fl. Der er næsten heller ingen grænser for, hvilke stjerner der medvirker på pladen. Hvilket siger noget om den respekt, der er for Kendrick Lamar, der som rapper er hurtig og skarp. Han kan med andre ord levere hele pakken".
Politiken
d. 21. mar. 2015
af
af
Simon Lund
d. 21. mar. 2015
"Kendrick Lamar har skabt et nyt hovedværk i amerikansk hiphop. Et vildtvoksende værk af jazz, funk og Lamars poetiske hudfletninger af sig selv som en sort mand ghettoen ... De godt 80 minutters rap, sang, spoken word og interview (!) er som en roman. En af de store amerikanske af slagsen. Kendrick Lamar har mere til fælles med J. D. Salinger og Harper Lee end med Flo Rida og Rick Ross. Mens han driver ubesværet og rytmisk rundt i sproget, tager han sigte på problemer med materialisme, ghettoens forkvaklede forbilleder og udstiller sin egen menneskelige sårbarhed".
Berlingske tidende
d. 20. mar. 2015
af
af
Michael Charles Gaunt
d. 20. mar. 2015
"Ambitionsniveauet er svimlende: Ikke nok med, at pladen varer 79 minutter, hvert eneste nummer er også læsset med betydningslag og metaforer, som det kræver mange gennemlytninger bare at skrabe i overfladen af. Mange vil helt sikkert kalde pladen for at være et prætentiøst makværk. Andre vil give op, fordi det er for kompakt og mangler de helt åbenlyse bangers. Selv om det er svært at sige allerede nu, så hælder jeg nu mere mod, at vi her har at gøre med endnu et tårnende mesterværk fra Kendrick Lamars hånd. For der findes ganske enkelt ingen andre plader som denne derude".
Information
d. 21. mar. 2015
af
af
Ralf Christensen
d. 21. mar. 2015
"Vi befinder os i et polyfonisk værk, hvor der ikke kun rappes med mange stemmer, men også sakses musik fra hele den afroamerikanske musikhistorie. Der samples og spilles i symbiotiske mix i en flydende sammensmeltning af fortidige og nutidige hænders og stemmers arbejde ... Kendrick Lamar indskriver sig i en stolt tradition for ekvilibristisk, afroamerikansk indignation ... Albummet dirrer i bevidstheden. Hans vrede og hans angst. Skudt fra plænen foran Det Hvide Hus, som den ser ud på coveret til To Pimp A Butterfly. Befolket af Lamar og hans kumpaner samlet omkring en besvimet dommer med sin hammer i græsset".
Weekendavisen
d. 27. mar. 2015
af
af
Rasmus Nikolajsen
d. 27. mar. 2015
"Der er ikke tale om det typiske hiphop-rollespil, som man kender det fra f. eks. Eminem, og som ofte har noget klovnet over sig. Det virker, som om Lamar ubesværet aktualiserer lige præcis den stemme eller stemning, øjeblikket kalder på. Han vrider på stemmebåndet, som man drejer på en knap, og straks fremkaldes i nummeret 'u' en selvhadende, nærmest grædende Lamar-persona. Eller, i den anden ende af skalaen, på nummeret 'i', en selvberuset og overstadig Lamar. Eller læg mærke til, hvordan grandma ved hjælp af en præcist afleveret hæshed, som en skygge i stemmen, får taletid på 'Institutionalized'. Ligegyldigt hvilken retning Lamar går på To Pimp a Butterfly, virker rappen særdeles vedkommende og for real".