PSJ bevæger sig med dette reflekterende essay om tiden som relativt fænomen fra det samfundsdebatterende i de forrige bøger, der behandler velfærds- og samfundspolitiske emner, til det idehistoriske og filosofiske. Bogens titel angiver meget præcist synsvinklen på emnet. Tidsfaktoren som kraftigt styrende element for det moderne menneske er et relativt nyt fænomen. Med industrialiseringen kom de teknologiske muligheder for øget produktivitet og forkortelse af kommunikationsvejene - og tidsperspektivet blev en styringfaktor. Tid er blevet en mangelvare og en stressfaktor tæt forbundet med travlhed. Før var tiden mest et vilkår - en kronologi, der netop opdelte tiden og tilværelsen i forskellige faser, snarere end den styrede den. Forfatteren analyserer menneskets erfaringer med tiden, og hvilken betydning den har haft for mennesket - også hvorfor den er blevet en nødvendighed som positiv drivkraft. Det gøres ikke ud fra en bestemt given form(el), men "i en serie af skitser", som PSJ selv formulerer det i forordet. Emnet behandles velformuleret og lettilgængeligt, bl.a. med afsæt i forfattere og tænkere fra forskellige epoker - men indimellem også lovligt løst. God litteraturliste.