Bøger / faglitteratur

Til den yderste grænse : sejlads på oceanerne gennem 1.000 år


Beskrivelse


Om hvordan klimaet med vind, vejr, havstrømme og temperaturer var et væsentligt element i forudsætningerne for opdagelsesrejsende fra vikingernes togter til Vinlandet over de store opdagelsesrejser fra 1400-tallet til 1900-tallet.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 15. okt. 2013

af

af

Kresten Søe Christensen

d. 15. okt. 2013

Til lidt videregående historisk interesserede.

Et spændende værk der inddrager klimaet med vind, vejr, havstrømme og temperaturer som et væsentligt element i forudsætningerne for opdagelsesrejserne. Dette sker på overbevisende måde i en solid ramme af både meteorologi, klimamæssige fakta og tidligere kendte historiske dimensioner inkl. de specielle danske vinkler. Der indledes med generelle forhold for sejlads på verdenshavene. Herefter går bogen videre med emneopdelte epoker fra vikingetiden, hvor klimaet var varmt og ustabilt til de store opdagelsesrejser fra Columbus til James Cook og rejserne ved polerne i en periode, hvor klimaet generelt var køligere og mere stabilt end i nutiden og fx uden storme i den Mexicanske Golf. Tilgangen til stoffet er analyserende inden for en grundig historisk ramme og medtager fx også udviklingen i skibstyper som et væsentligt element. Bogen bringer mange spændende ting på banen og fortæller således, at slavehandlens trekantsrute også var grundet i gunstige vind- og havstrømme. Jeg slugte bogen med interesse pga. den ny historiske dimension. Men når det er sagt, ligger niveauet i overkanten af det almene, trods et indbydende illustreret layout bl.a. på grund af de mange meteorologiske fakta.

Intet tilsvarende om historisk søfart og opdagelsesrejser med inddragelse af det vigtige klimaaspekt.

En indbydende, tankevækkende og velargumenteret bog med klimaaspektet indføjet som ekstra dimension i den brede historiske ramme på de store opdagelsesrejser.