Bøger / skønlitteratur til børn / roman

To minutter i otte : ungdomsbog


Beskrivelse


Jakob er den stærkeste af drengene i 7. klasse. Alligevel bliver han mobbet. Chris og Robin presser ham også til at plage den nye pige, Hien fra Vietnam. Er han bare et skvat?

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 31. okt. 1996

af

af

Britta Liboriussen

d. 31. okt. 1996

Roman for børn og unge fra ca. 12 år. Jakob går i 7. klasse i en lille provinsby. Han kommer fra et trygt hjem, faderen er graver ved kirken, moderen hjemmehjælper. Chris er klassens leder. Han har alt, da han er enebarn, og forældrene tilhører byens overklasse. Jakob er den stærkeste af drengene i klassen. Alligevel bliver han mobbet, og han lader sig presse til at deltage i mobning af andre. Værst går det ud over den nye pige i klassen, Hien fra Vietnam. Drengene gejler hinanden op, og situationen kommer ud af kontrol. Undervejs afsløres det, at Chris har det dårligt derhjemme. Faderen er voldelig, og hans forretning går konkurs. Jakob har store samvittighedskvaler. Bogen slutter, da Jakob må beslutte sig for, om han tør sige fra over for gruppepresset. Bogens temaer er mobning og gruppepres behandlet ud fra en kristen synsvinkel. Gennem Jakobs samtaler med sin ven, den katolske præst, og konfirmandundervisningen, der foreståes af præsten ved byens kirke, når Jakob frem til, at ethvert menneske er uerstatteligt for Gud, og at enhver har et ansvar for sine egne handlinger. Bogens problemstilling er evigt aktuel og beskrevet på en vedkommende måde. Bogen virker imidlertid noget langtrukken og omstændelig. En kristen bog for den eftertænksomme læser.


Bibliotekernes vurdering

d. 31. okt. 1996

af

af

Ingrid Jensen (skole)

d. 31. okt. 1996

En uhyre spændende og velskrevet bog fra en dansk provinsby, som man læser i ét stræk, standser op undervejs og tænker: Kan det virkelig passe? Den handler om en særlig grad af modbydelig mobning i en 7. klasse, om ledere og medløbere og om Jakob, der kunne, hvis han turde, have sagt fra. Læseren er med i hans dilemma, for han ved godt, hvad der ret og og vrang, men af flere grunde er han selv udsat, selv om han fysisk er den stærkeste. Handling og stemning er overophedet af ubehagelige situationer - set og sket før - men værst er næsten, at skolens voksne, og voksne iøvrigt, står så magtesløse, også overfor den psykiske vold. På en måde afspejler bogen et samfundsproblem, da mobningen rammer en ny pige i klassen, Hien fra Vietnam, og på flere områder udarter sig til det kriminelle. Med spænding, drama og fart tangerer bogen det kulørte uden at overskride grænsen. Den vil mere end underholdning og samfundsdebat. Den giver rum for samtaler om etiske problemer, der også optager aldersgruppen, der går til konfirmandforbedelse, og de mange gode personportrætter appellerer til tolerance og forståelse. Slutningen er åben, og her kan klassesamtalen så begynde efter individuel eller fælles læsning i 7. klasse.