Forfatteren har tidligere, udover udgivelse af enkelte bøger, fortalt om berømte, historiske personer og begivenheder i DRś børneradio. Den journalistiske tilgang til stoffet han dengang benyttede sig af, smitter stærkt af på hans litterære stil i form af en gennemført friskfyragtig jargon, nutidige udtryk sat ind i den historiske sammenhæng og udstrakt brug af bogstavrim. Lidt af et vovestykke, men bortset fra omslagets fyndoverskrifter som Storkrig i stampe, Duellen i Dynekilen, En vanvittig vinder, m. fl., der minder stærkt om Ekstrabladets spisesedler, fungerer det faktisk efter hensigten. Suppleret med indlagte udtryk, som Tordenskjolds task-force, mange læserhenvendelser og Tordenskjolds egne tanker fremstår beretningen som en rigtig spændende og seriøs minut-for-minut-gengivelse af Tordenskjolds "raid" ind i Dynekilen, hvor han erobrer 14 svenske skibe. Fra Tordenskjolds logbøger og breve gives et underholdende, opdateret og anderledes blik på begivenheder, personer og kort om Tordenskjolds videre færd i livet. Indlagt i den fortsatte beretning er placeret faktuelle afsnit om skibene, personerne, stederne, tiden. Bogen vil være et forfriskende indslag i emner som det 18. årh./Store Nordiske Krig/historiske personligheder. Fra 6. klasse.