Triple concerto

"This performance has a lightness of touch that in the finale spills over into playfulness and wit. Gabetta leads off each time, her flowing phrases setting a compelling precedent for the others. Conductor Giovanni Antonini draws out a huge, irresistible crescendo into the first big orchestral entry".

Læs anmeldelse

"Det efterhånden meget anerkendte orkester West-Eastern Divan Orchestra, som Daniel Barenboim grundlagde tilbage i 1999 ... spiller på den nye cd to betydelige Beethoven-værker, dirigeret af netop maestro Barenboim. Først får vi den herlige tripelkoncert, opus 56 ... - det er så at sige Beethoven i sit muntre, musikantiske hjørne. Solisterne i denne indspilning er eminente: Anne-Sophie Mutter, violin, Yo-Yo Ma, cello, og - naturligvis - Daniel Barenboim, klaver. Beethovens uhyre vitale symfoni nr.7, det andet værk på skiven, får en flot fortolkning under Barenboims taktstok".

Læs anmeldelse

"Barenboims album fejrer, at det er 20 år siden, at han som jøde stiftede sit fredsorkester med unge musikere på tværs af religioner og nationaliteter ... På fredsorkestrets nye album med fortolkninger af Beethovens 7. Symfoni og hans tripelkoncert (...) både dirigerer og sidder Barenboim ved klaveret som solist sammen med de to øvrige stjernekolleger, violinisten Anne-Sophie Mutter og cellisten Yo-Yo Ma. Især i den langsomme 2. sats i tripelkoncerten klinger de tre virkelig fint sammen og får præsenteret et enkelt og balanceret udtryk ... Men i den lange 1. sats mærker man slet ikke, at der er tale om navne, der har domineret den klassiske verden - her viser de både indbyrdes forståelsesproblemer og fladtrykt klang".

Læs anmeldelse

"Først får vi tripelkoncerten (...) for violin, cello, klaver og orkester (...) fuld af virtuos spilleglæde fra alle tre instrumenter, og hvor orkesterledsagelsen har noget af den heroiske karakter, der var kendetegnende for Beethoven i det første tiår af 1800-tallet ... Solisterne er af højeste klasse: Anne-Sophie Mutter, Yo-Yo Ma og Daniel Barenboim ... Den 7. symfoni er et fortræffeligt valg som det andet værk på skiven (...), West-Eastern Divan Orchestra spiller alle fire satser med ungdommeligt glød ... Også den tekniske kvalitet af optagelserne er fremragende".

Læs anmeldelse

"Koncerten kræver samarbejde, og selv om barokspecialisten Carmignola og den mere romantisk orienterede cellist Sol Gabetta prøver at nærme sig hinanden, ender han med at komme til at lyde som en flagrende fugl målt mod hendes slanke, men anderledes gennemførte fraseringer. Carmignola lytter heller ikke ordentligt til kroaten Dejan Lazic ved flyglet ... Det [er] derfor mest for de tre ouverturer, man skal overveje dette album".

Læs anmeldelse

"De er alle tre sublime teknikere, men de forstår også at svæve gennem musikken som små engle. Langsomt og inderligt eller med lyn i fingrene - Carmignola, Gabetta og Lazic styrer gennem Beethovens Tripelkoncert uden at ryste det mindste på hånden ... Nuancerne og den smittende energi er på plads fra begyndelsen. Og sådan fortsætter den formfuldendte og ualmindeligt poetiske fortolkning".

Læs anmeldelse

"De tre solister fejler såmænd ikke noget ... Derimod er jeg noget mere forbeholden, hvad orkesterspillet angår. Det varetages af Kammerorchester Basel under ledelse af den 50-årige italienske dirigent Giovanni Antonini. Hans fortolkning er, også i de tre ouverturer, præget af et hyperenergisk drive ... Det får Beethoven til at lyde mere brysk end heroisk-ophøjet".

Læs anmeldelse

"Den fremragende dansk-koreanske trio indleder med Beethovens Tripelkoncert i Cdur ... en berigelse at lægge ører til, i hvert fald når de tre satser bliver spillet med en så boblende livsglæde som her ... Det andet værk på skiven er Beethovens 3. klaverkoncert ... Jens Elvekjer spiller som sædvanligt med forbilledlig indlevelse, ikke mindst er jeg imponeret af hans måde at fyre førstesatsens kadence af på, skrevet af Beethoven selv".

Læs anmeldelse

"Beethovens såkaldte tripelkoncert - for violin, cello, klaver og orkester ... har ikke nydt helt den samme bevågenhed som hans mageløse violinkoncert og de største klaverkoncerter ... De tre glimrende solister er violinisten Gil Shaham, pianisten Nicholas Angelich og cellisten Anne Gastinel ... De tre musikere leverer et inciterende samspil, samtidig med at de hver for sig demonstrerer de nødvendige virtuose færdigheder. Og som en fin tillægsgevinst til tripelkoncerten får man Beethovens trio for klarinet, cello og klaver".

Læs anmeldelse

"Berlinerfilharmonikernes klarinettist Andreas Ottensamer, cellisten Anne Gastinel og pianisten Nicholas Angelich leverer en på én gang tør og rummelig lyd, der får dem til at lyde som et solidt sammentømret ensemble, selv om de er sat sammen til lejligheden. Her er indre varme og drev, ... eksplosivitet, vilje og klarhed i et virkelig kompetent livtag med Beethovens vanskelige Trippelkoncert for tre solister og orkester ... Frankfurts radiosymfoniorkester under deres tidligere chefdirigent Paavo Järvi bølger af overskud".

Læs anmeldelse

"Einem zugkräftigen Trio von Starsolisten in Beethovens Tripelkonzert ... Spannend ist diese Aufführung allemal, wenn auch nicht perfekt homogen, denn Anne-Sophie Mutter und Yo-Yo Ma sind eben starke Individuen mit sehr eigenem Klangprofil. Barenboim dirigiert und vermittelt vom Klavier aus, das Orchester ist eher Nebenakteur und wird im hallreichen und etwas diffusen Klangbild auch nicht sonderlich gut in Szene gesetzt ... Eine markante Interpretation mit einem Hang zur Extravaganz ... In Beethovens Siebter ... Eine durchweg überzeugende Dramaturgie und schönes Orchesterspiel!".

"The Triple Concerto's orchestral opening sets the standard, with every player palpably involved, and with Barenboim making every phrase and inner line come alive while not getting in the way himself. While all three soloists contribute on the expected level, Yo-Yo Ma's extraordinary cello playing deserves mentioning ... The orchestral response conjured by Barenboim in the Seventh Symphony transcends the extremity of the music's obsessive-compulsive streak ... and the finale is a tour de force of how to unleash thrilling power without bombast".

"Heras-Casado ... lässt die Freiburger in dieser Produktion frisch und subtil, aber ohne alle Übertreibungen und Vergröberungen phrasieren, im Konzert fügen sich die drei erstklassigen Solisten vorbildlich dezent in das Gesamtgeschehen ein ... Die lebendige Gliederung und die klangliche Transparenz der Aufführung passen genau zu dem "kürzeren" Ton ... und nicht so satten Klang der alten Instrumente".

"Recording of the month: There's no question of a timid approach, and the clean timbre of the period instruments is echoed by the soloists, entering one by one. Especially fetching is the empathy between Faust and Queyras, with total mutual understanding of phrasing and rubato ... All in all this really is an outstanding recording".

"Auf dem Höhepunkt der Durchführung kommt das Stimmengeflecht der Soloinstrumente rückhaltlos, leidenschaftlich, wie ein Ausflug in den Expressionismus".

"Die vorliegendee Einspielung wartet zwar auch mit renommierten Künstlern auf, aber wichtiger ist, dass Lars Vogt und die Geschwister Tezlaff perfekt auseinander eingespielte Kammermusiker sind. Das kommt ihrer Interpretation zugute ... Einschränkungen sind allenfalls hinsichtlich des Orchesters zu machen".

"Vogt and the Tetzlaff siblings approach the Allegro [of the Triple] with warmth and a bristling energy ... The crucial opening [of the C minor Concerto] just misses utter serenity here, but a devilish Rondo is pure delight".

"This brilliantly played and recorded disc couples two of Beethoven's least attractive works ... Bertrand Chamayou, a thrilling pianist, does what he can, so does everyone else, but the spirit sinks as the music rises [Choral Fantasy] ... In the Triple Concerto ... the performers approach their unrewarding task with enthusiasm, and inject as much life into this stubbornly unresponsive piece as the can ... If I ever wanted to hear either of these pieces again these are the performances I would head for".

"Neben dem Tripelkonzert, das massgeblich von den exzellenten jungen Solisten (mit der Cellistin Natalie Klein als Prima inter pares) lebt, präsentiert das auf historischem Instrumentarium spielende Pariser Insula Orchestra unter Laurence Equilbey die Chorfantasie mit zwei Protagonisten: Bertrand Chamayou macht aus dem Klavierpart ein zartes Klangfarbwunder, und der Pleyel-Flügel von 1892 schmiegt sich eng an das Residenzorchester des Konzertsaals La Seine Musicale, zumal an dessen Holzbläser, an und klingt auch in der Mittellage sehr plastisch und präsent".

"Das Stiefkind in Beethovens Konzertschaffen ist hier einmal hochverdichtet, rhythmisch und artikulatorisch auf den Punkt gebracht".

"Of the soloists, it's the cello that has the lion's share, and Anne Gastinel makes the most of the part on this new recording. Her playing has a warmth and eloquence that made me think back to the famous account by Rostropovich, with Oistrakh, Richter, and the Berlin Philharmonic under Karajan ... This disc can be warmly recommended".

"The balance between the orchestra and the three excellent soloists is good; there is a brisk feel to things ... Yet I still didn't warm to the piece".