Piano concertos

"The second concerto is the more convincing; the first in D minor never really recovers from Dudamel's leaden treatment of the opening tutti ... The B flat concerto has its moments of self-conscious point-making too, but the sense of sweep and wholeness about the performance generally overrides them, and the searching account of the slow movement shows Barenboim and his orchestra at their best".

Læs anmeldelse

"Fully and gracefully supported by the Frankfurt Radio Symphony Orchestra under Paavo Järvi, Angelich turns in a performance as compelling as classic recordings by Schnabel, Kempff, and Gilels ... Even better, Angelich has a comprehensive grasp of the whole work ... Terrifically virtuosic and tremendously enjoyable, they offer heavenly relaxation after the heavy emotions of the concerto".

Læs anmeldelse

"As you would expect from Schiff ... the performances of both works are wonderfully rounded and mature ... The sound of his Blüthner - with its much less overpowering lower register than we are used to hearing from modern Steinways - blends beautifully with the soft grained OAE strings".

Læs anmeldelse

"To store personligheder, der sagtens kan finde ud af at gå i takt i to af klaverlitteraturens mest luksuriøse værker ... Og det er forrygende, som de giver plads til hinanden og med brændende nærvær får navigeret gennem de ekstatiske opsving og dale af store følelser. Men der slås også et par skæve streger indimellem, og Dudamel rammer eftertrykkeligt forbi med den tunge maskuline åbning, han giver den første klaverkoncert".

Læs anmeldelse

"Daniel Barenboim byder sig selv flere karrierer på en gang, og når man både vil dirigere, spille kammermusik, akkompagnere og være klaversolist, kan ikke alt lykkes til topkarakter ... På den baggrund er det stærkt, at B-dur-koncerten lykkes. Til gengæld er koncerten i d-mol svær for Gustavo Dudamel at få på vingerne, og inden en magisk langsom sats må man lytte til Barenboim, der kæmper hørbart med Brahms' svære dobbelttriller og andre vanskeligheder".

Læs anmeldelse

"Daniel Barenboim viser strålende form som solist i begge værker - hans spil kraftfuldt uden nogensinde at være manieret, han forstår virkelig kunsten at lade den herlige musik tale for sig selv. Og den karismatiske venezuelaner Gustavo Dudamel dirigerer Staatskapelle Berlin, Barenboims eget 'husorkester', så denne kun kunne være fuld af lovord".

Læs anmeldelse

"Emmanuel Despax, der kommer fra Frankrig, har kolossalt godt fat om d-molkoncerten. Han har kræfterne til at levere tordnende kaskader af toner, når det kommer dertil. Han har også det helt rigtige rubato, som man siger inden for klassisk musik ... I koncertens langsomme midtersats er det umuligt ikke at svømme hen, mens han lader Brahms' smeltende, efterårsagtige vemod fylde ens dagligstue ... I samarbejde med BBC's symfoniorkester og den erfarne dirigent Andrew Litton leverer Despax en Brahms-etter til topkarakter. Voldsom, smægtende og følsom på én gang".

Læs anmeldelse

"Brahms' første klaverkoncert har i lange passager en symfonisk karakter, næsten som et ekko af hans mærkelige drøm. Det er et muskuløst, men samtidig magisk værk. Det kommer klart frem i en ny indspilning fra plademærket Signum Classics, hvor den franske pianist Emmanuel Despax yder værket fuld retfærdighed, flot akkompagneret af BBC's Symfoniorkester, dirigeret af Andrew Litton ... Der er også blevet plads til Brahms' 16 valse for firhændigt klaver ... Her bliver Despax ledsaget af sin japanske hustru Miho Kawashima ... En plade spækket med den unge Brahms' særegne skønhed".

Læs anmeldelse

"En Brahms med masser af krop og næse, og vi er oppe i den luksuriøse ende af skalaen, både med hensyn til solist, orkester og dirigent - og den tekniske lydkvalitet, ikke at forglemme ... Begge koncerter bliver fortolket eksemplarisk, ja, overvældende".

Læs anmeldelse

"Forskellighederne tårner sig op på dette dobbeltalbum, hvor Grimaud spiller Brahms' to klaverkoncerter ... Grimaud burde havde nøjedes med at være i studiet med den sidste af koncerterne. I den kommer der sprækker i pænheden, melodilinjerne står klarere, og tempoet slæber sig ikke af sted".

Læs anmeldelse

"På den 38-årige Nicholas Angelichs nye plade får man det hele med ... Pladens bedste er bonusnumrene i form af ni ungarske danse, thi her får man også det sjove, nærværende, personlige ... Bemærk legen, humoren, de overraskende pointer! En plade, der vokser i ørerne".

Læs anmeldelse

"I 1850'erne komponerede den unge Johannes Brahms sin første klaverkoncert. Den (...) stod i d-mol og fik opusnummeret 15. Værket er blevet en udfordring for alle pianister og har i høj grad bevaret den symfoniske karakter ... I en indspilning på plademærket Ondine optræder den glimrende tyske pianist Lars Vogt som solist i Brahms-koncerten ... Dertil kommer, at man som en væsentlig bonus får de fire ballader, opus 10, som også er ungdomsværker fra Brahms' hånd - højromantisk tysk klavermusik, når den er bedst".

Læs anmeldelse

"Kan dog kun anbefales med forbehold og mest for fortolkningen af koncert nr. 2 i B-dur. Det svageste led er ikke Freire, men orkestret. Chailly er en fin dirigent i mange sammenhænge, men han stikker ikke hænderne ordentlig ned i Brahms tungt mættede blanding af lyrisk lidenskab, muskuløs dramatik og gennemarbejdet struktur".

Læs anmeldelse

"Sammen med top-periodeorkestret Orchestra of the Age of Enlightenment bringer han [Schiff] lytteren tilbage til Brahms' tid. Men de gør det uden at ofre noget af vore dages volumen i indspilninger, der både har symfonisk bredde og intimitet i detaljen ... Der er simpelthen utrolig meget mere musik på Schiffs nye Brahms-dobbeltalbum med de to klaverkoncerter, end man får på nærmest nogen anden indspilning. Blüthner-flyglet flyder over med farver og friske fraseringsmuligheder, som den mesterlige pianist udnytter i flugten, så man forbløffes. Brahms' noder springer til live med myndighed og energi".

Læs anmeldelse

"Allerede den brusende og berusende indledning på førstesatsens "maestoso" demonstrerer, hvad den nye chefdirigent [Thielemann] magter at få ud af sit ensemble. Og Pollini følger trop med et klaverspil, der gennem alle tre satser er fuldstændigt kongenialt. Det er Brahms på den store klinge ... Vi har sandelig meget at glæde os over".

Læs anmeldelse

"I de senere år har Pollini mistet en del teknisk overskud og klarhed i sit spil. Men på denne optagelse fra operaen i Dresden er der masser af vitalitet ... Kombineret med et livs erfaring og en dirigent og et orkester, der bakker bredt og saftigt op, banker den normalt ellers mere afbalancerede italienske pianist igennem med en fortolkning, hvor passionen i musikken virkelig forløses. Musikerne er massivt energiske ... så små unøjagtigheder fra det ellers fænomenale orkester får ikke lov at afspore fornøjelsen".

Læs anmeldelse

"Barenboim behärskar fortfarande i stort sett verken tekniskt men hans spel är på tok för odisciplinerat, med diverse små aviga dragningar och pauser eller plötsliga temposkiften som tycks överraska dirigenten Gustavo Dudamel. De båda tycks genomgående ha mycket svårt att etablera något slags gemensam musikalisk grundpuls och det enda som egentligen fungerar är de båda langsamma satserna".

"De to koncerter er Brahms' største orkesterværker ... Orkestret kan bære det, for det klinger pragtfuldt og har overskud til de smukke, lange legatobuer ... Herefter sætter pianisten ind, og storladenheden begynder at bliver problematisk ... Resultatet er anstrengende og gammelmandsagtigt ... mangler ungdommeligt håb og kraftfuldt bid ... En skæbne som pianistisk ronkedor virker faretruende nær".

"[These accounts] capture on the wing a vibrant partnership between grand maestro at the piano and young lion on the podium ... Occasional moments of unexpected magic flair up, such as the vibrant exchange between piano and cellos in the second movement of [the Second Concerto], and I defy anyone to breathe during its slow movement in the minutes before the return of the cello solo (whose player, incidentally, deserves a credit, but doesn't get one".

"Brahms' erstes Klavierkonzert ist ein Prüfstein für jeden Pianisten. Der in Paris geborene, aber vor allem in London ausgebildete Emmanuel Despax hat das Werk im Februar 2020 mit dem BBC Symphony Orchestra unter Andrew Litton aufgenommen. Entstanden ist eine im besten Sinne solide Einspielung, die allerdings im Schatten der Referenzaufnahmen etwa von Arthur Rubinstein oder Krystian Zimerman bleibt".

"It is [the] length and breadth, every dramatic incursion and the poetic parenthesis of it, that the immaculately dextrous young French virtuoso Emmanuel Despax and the BBC Symphony Despax in top form under the mature sway of Andrew Litton seem intent on revealing ... The majestic underlying pendulum swing of the music is never lost".

"A superb pianist ... Nelsons secures some delightfully playing ... An achievement of virtually comparable stature".

"Den indre nødvendighed ... er ikke til stede her. Det, som skygger for en egentlig forløsning hos Grimaud, er hendes grundlæggende kølige omgang med Brahms ... Som sådan er Grimaud fuldt på højde med de tekniske udfordringer, Brahms monumentale klaverkoncerter stiller. Men når Brahms så efterfølgende lægger op til fordybelse og poesi, forpasser Grimaud ofte muligheden for at nuancere rent klangligt ... Resultatet er, at denne notorisk dybe musik for ofte bevæger sig på overfladen".

"Fransyskans spel andas teknisk virtuositet, men är samtidigt alltför mekaniskt, substanslöst och i avsaknad av nyanser för att göra tonsättaren rättvisa. Andris Nelsons driver på en excellent orkester, men verkar också han ha problem med Brahms musik; stundtals blir det alltför tungt och stelbent för att bli njutbart".

"Concerto choice: You might think you don't need another recording of the Brahms piano concertos. Well, you need this one. It is a splendid showcase, not just for the performers, but for the music: it has such a pleasing, expansive warmth and sense of relish. Apart from anything else, it sounds as if the performers are having the time of their lives".

"Both conductor and soloist take a lyrical approach to this Concerto ... one might object to certain moments of rich but heavily pedaled and homogenous texture ... High spirits in the Hungarian Dances notwithstanding, Angelich and Frank Braley seem inadequately unified in intent and unequally yoked dynamically".

"Erstaunlich, zu welch verzahntem und organischen Zusammenspiel Lars Vogt mit der Royal Northern Sinfonia findet ... Das Orchester, besonders die Bläser, nehmen seine Impulse dankbar auf".

"Performances of Brahms's concertos usually employ someone on the podium, but not this account ... [Vogt] may well have conducted the orchestral tuttis, but everything sounds like large-scale chamber music ... The pianist's thinking behind this programme is evidently the way in which this music emerges from out of Beethoven's shadow, and his superb traversal of the Ballades supports such a view".

"[Lewis and Harding] encapsulate the contrasting moods of defiance and lyricism without indulging in unwarranted touches of rubato or having to negotiate awkward gear changes ... Lewis brings all the requisite power to the Sturm and Drang octaves and trills, but maintains flow and a wonderful feeling for inner voicing in the chorale theme ... A similar awareness ... makes Lewis's performances of the Four Ballades just as memorable".

"All jenes verzweifelte Ringen um die Form, jener Kampf, den Brahms mit deisem Werk geführt hat, sind hier kaum noch zu spüren. Diese Einspielung mag erfreuen, aber wirklich berühren und fesseln kann sie nicht. Daran ändern auch die mit geschmackvoller Melancholie, aber unpersönlich dargebotenen Balladen nichts".

"Die dramatisch aufgerissene Orchesterexposition des ersten Satzes im Klavierkonzert könnte man als ein ungewolltes Plädoyer für den weiteren Erhalt der auch weniger exponierten deutschen Rundfunkorchester wahrnehmen. Was die Musiker leisten, ist bemerkenswert. Auch aufnahmetechnisch hervorragend ausbalanciert, ist eine expressiv-lebendige Darstellung des zerklüfteten Werkes gelungen, in die der vielleicht ein wenig zu romantisch-pauschal agierende Joseph Moog - in den Solostücken durchaus mit lyrischem Feinschliff spielend - klanglich ideal eingebunden ist".

"Moog's first entry [is] clear and unfussy, with enough subtle rubato to give the music shape and direction. The pacing is always effective, but there could be a greater dynamic range, with pianissimos often too present, and fortissimos not opening out enough ... A mixed bag".

"Empfehlungen des Monats: Ihm [András Schiff] war an einer historisierenden "Entschlackung" des Klangbilds gelegen, das zu Brahms' Zeit deutlich schlanker geklungen haben dürfte. Daher wählte er als Partner das "OAE", das in etwas geringerer Besetzung als heute und auf alten Instrumenten spielt - mit Darmsaiten für die Streicher. Vor allem aber forderte er (und bekam!) vom Orchester ein kammermusikalisch feines Musizieren, das sein unverändert hellhöriges, nicht nur bei Bach und Schubert, sondern auch bei Brahms souveränes, aber unplakatives Klavierspiel voll zur Geltung kommen liess. Besonders das d-Moll-Konzert ... erfährt ... eine Darstellung, die sich vom gewohnten Alfresko durch klangliche Transparenz und Farbigkeit positiv abhebt".

"Schiff conducts from the keyboard ... securing crisp ensemble and cogent longer-term grasp of structure in his forward-moving tempos ... The wiry tone of his restored circa-1859 Blüthner grand may initially disconcert, but the clarity of its bass enables many orchestral details to come through that one rarely hears in latter day battles between big orchestras and thicker-toned Steinways ... Enlightening indeed".

"András Schiff vil alligevel gerne spille på historiske instrumenter, som han ellers tidligere havde forsvoret at ville røre ved ... Resultatet er på mange måder virkelig vellykket, men desværre ikke helt ... Schiffs opfattelse af puls er uhyre mekanisk, og prisen betales i de to langsomme satser ... Og det er virkelig synd, at musikken aldrig griber lytteren her - hvor imponerende de vældige ydersatser end fremføres".

"Die Erwartungen sind hoch gesteckt - und werden alles in allem nicht enttäuscht, weil Zimerman und Rattle spürbar miteinander atmen ... An unserer Kenntnis der Aufnahmen eines Arrau oder Rubinstein, die einen noch persönlicheren Zugang zu diesem Konzert fanden".

"In every respect the performers rose to occasion. Pollini plays with tremendous authority and passion ... Yet if anything it's Thielemann's contribution that's the more remarkable ... his command of the orchestra here arouses admiration ... As a live performance, there are a couple of insignificant fluffs, but they carry no weight against the overall achievement ... A wonderful performance".