I disse 20 interviews lykkes det for forfatteren at få de interviewede til at åbne sig og give deres tanker til kende om livet, døden, Gud og kirken. Bogen handler om tro, som Niels Christian Hvidt meget betegnende definerer som viden om det, der ikke kan bevises. Et fællestræk er dog, at de alle er overbeviste kristne, der ikke har besvær med at forholde sig til folkekirken eller den kristne tro. Af og til gives overbevisende argumentationer. Interviewpersonerne er alle relativt kendte personligheder, der som titlen siger, "tør" tro, og artiklerne har tidligere været offentliggjort bl.a. i Weekendavisen. De er af svingende kvalitativt indhold, men de bedste af dem er virkelig læseværdige. Forfatteren har skrevet ganske få forbindende kommentarer, og personerne får lov til at beskrive sig selv. Interviewformen og begrænsningen, der ligger i artiklens længde gør, at det kan blive svært at gå i dybden med et emne. I denne bog rejses der da også en mængde interessante problemstillinger, som nok kunne trænge til en opfølgning. Troen har flyttet forfatterens syn på sig selv og omverdenen. Velegnet til fordybelse i eksistentielle problemer.