En guide til internettet og det virtuelle rejseland "Cyberspace" med samme layout og ide som den populære rejseserie "Turen går til... .". Cyberspace er en virtuel verden med elektroniske data i lyd, billede og tekst, hvor du navigerer via kommandoer på egen pc. Guiden beskriver internettets historie, struktur og ressourcer af enhver art fra nyhedsgrupper, e-mail, kunst, kultur, film, folkeafstemninger, markedspladser, kasino, kontakt, sex, chat og overvågning til hackere, piratkopiering og netafhængighed. Nuværende bedste søgefaciliteter og søgerobotter, nødvendig hardware, software, netudbydere og et afsnit helliget ordforklaringer til nettets mange nye ord, forkortelser og smileys. Også en række portrætter af nogle pionerer i cyberspace f.eks. Marc Andreesen, Dyson, Mitnick, Cerf, Lee, Yang og den danske webguru Jakob Nielsen. Nettets eksplosive udvikling gør det umuligt at lave en ultimativ guide, og forfatteren erkender da også i forordet, at "Eventyret i cyberspace først lige er begyndt". Men hans guide, der dog er mere nyskabende i struktur og layout end i indhold, er meget brugbar som inspiration og opslagsbog for den garvede netnavigatør og rigtig god for nybegynderens "jomfrurejser" til cyberspace.