Storm P. er om nogen eksponent for vores opfattelse af dansk humor. Munter og lun, men uden bid skaber han en rar og fredsommelig atmosfære, som er særlig. Hans småfilosofiske fluer bringes stadig i aviser og blade, og selvom verden er forandret, og de sociale vilkår, der skabte hans vagabonder og venlige drønnerter ikke længere findes, er de hurtige snurrige bemærkninger, hvor det ofte er taberen der sætter de pæne borgere på plads, tidløs. Niels Birger Wamberg har samlet 127 af de populære vagabondtegninger og givet dem et kort forord med på vejen. Ved at samle netop en genre viser han hvordan Storm P. ofte arbejdede med en idé og forfinede den over flere episoder. En yngre vitselskers klukken under gennemlæsningen viser, at de holder endnu, så hvis Storm P. samlingen er slidt tynd, er her mulighed for at supplere.