"Der er (...) ingen tvivl om, at det er den nye plade, som står stærkest. For der er en medrivende pondus over indspilningerne, som klæder såvel ordene som Toledos måde at synge dem på. Et sted synger han: »God, give me Frank Ocean's voice/and James Brown's stage presence«. Sådan går det ikke helt. For Car Seat Headrest er ikke soul eller funk. Bandet spiller (garage-) rock. Når det er sagt, kommer sangene til lytteren med store imødekommenhed, og man kan ikke lade være med at tænke på unikke rockgrupper som Pavement, The Strokes og Nirvana. Toledo og co. er ikke i samme liga. Men mindre kan gøre det i en tid, hvor ny rock har så svært ved at trænge igennem".