I sin gennemgang af de traktormærker, der satte deres præg på mekaniseringen af det danske landbrug i det 20. århundrede, er Jørgen Kjær med denne bog nået til de tyske traktorer. Her fortælles i første omgang om otte fabrikater. I et senere bind vil de sidste tyske traktortyper blive behandlet. Forfatteren lægger ud med et kort indledningsafsnit om tyske traktorer. De har altid været regnet for mekanisk pålidelige maskiner, der blev værdsat af deres brugere i de små og middelstore landbrug. Herefter beskrives de enkelte mærker med oplysninger om produktionsforhold, firmahistorie og teknisk udvikling. Gennem citater fra landbrugspressen fornemmer man modtagelsen og bedømmelsen af de tyske traktortyper i Danmark, og folk fra landet fortæller om deres oplevelser med de nævnte mærker i det daglige arbejde. Den forholdsvis korte tekstdel suppleres af en mængde illustrationer i form af gengivelser af oprindelige salgsbrochurer, amatøroptagelse fra livet på landet med traktorerne og endelig en række flotte farvefotografier fra veterantraktortræf i Danmark. I mit bibliotek, der ligger i et landbrugsområde, er der læsere i alle aldersgrupper til traktorlitteraturen, så selvom denne bog handler om de tyske og derfor mere sjældent sete traktorer i det danske landskab, vil den uden tvivl appellere til folk, der interesserer sig for landbrugshistorie, -mekanik og veterantraktorer.