Letlæsningsbog i den lette ende af skalaen - lix 6. Bogen er enkel, men samtidig alvorlig i sit tyveri-tema. Bogen kan selvlæses uden videre, men er samtidig anvendelig som samtalebog, enten for at tage fat på et emne, der "brænder på" eller i forebyggende øjemed.
En letlæsningsbog med et klart tema og en meget enkel handling. Knud lader sig friste til at stjæle et dyrt computer-spil. Det går galt, da han forlader butikken og alarmen går i gang. Knud må gennem hele møllen med alvorlige samtaler og samvittighedskvaler. En enkel afskrækkelses-bog, kan man vist roligt kalde denne udgivelse.
Der findes adskillige letlæsningsbøger, der behandler tyveri-temaet, som eksempler kan nævnes: Femkronen og Hola Manolo. Bogen her adskiller sig ved at være meget konkret og moralsk på én og samme tid.
En enkel advarsels-bog: Tyveri er noget skidt. Det kan kun de færreste være uenige om, og bogen giver et stilfærdigt billede af, hvad der egentlig sker, hvis man som barn bliver taget i butikstyveri. Fint nok, men samtidig forekommer historien alligevel lidt for glat og lidt for pæn.