Det begyndte for sjov for den 16-årige Karin Hersted med at blande vin og nervepiller, men det blev starten på 8 års mareridt med et stigende medicinmisbrug og indlæggelser på psykiatriske afdelinger. Forfatteren fortæller åbent og ligetil om sin dybe afhængighed af medicinens lykkefølelse og om de umuligee krumspring, løgne m.v., hun begiver sig ud i for at få lægerne til at ordinere den eftertragtede medicin. Trods psykiatere, diverse terapiformer, kollektiver kommer Karin Hersted længere og længere ud, indtil hun en dag indser det udsigtsløse perspektiv og påbegynder en hård aftrapning. Den meget personlige beretning kunne have været styrket af, at forløbet også var beskrevet udefra, men bogen har sin berettigelse pga. de mange negative oplevelser med behandlersystemet og den tilsyneladende uhyre nemme tilgang til vanedannende medicin. Der er en del selvbiografisk litteratur om alkohol- og stofmisbrug, men ikke om medicinmisbrug, som sundhedsvæsenet nu har fået øje på som et stigende problem.