Amalie Skram er en af det moderne gennembruds store kvindelige forfattere, og alene af den grund er hun formentlig allerede repræsenteret på mange biblioteker med en eller flere af hendes romaner. Samlingen af Udvalgte fortællinger udkom første gang i 1909 og er ikke genudgivet siden. I løbet af novellerne præsenteres de fleste af forfatterens temaer i kondenseret form: ægteskabet, kvinderne, psykiatrien, forfaldet, religionen og alt i den naturalistiske stil som er kendetegnende for forfatteren. De fleste af novellerne er grusomme beretninger om hverdagen i ægteskaberne samt en undergang, der ofte har døden som forløsende tilflugt, så det er med lettelse, at læseren når frem til samlingens sidste femtedels lidt mildere "Børnefortællinger". Disse foregår hos børnene, selvom det ikke (længere?) ligger lige for at læse fortællingerne for dem. Dette genoptryk præsenterer samlingen i et lyserødt omslag af romantiseret tilsnit, som slet ikke stemmer overens med indholdet. Teksten fremstår, da der er tale om et genoptryk, med den oprindelige retstavning og med meget lille og tæt skrift. Desuden har konverteringen betydet enkelte småfejl. Der er en kort introduktion til forfatteren af Isabella Miehe-Renard, som jeg synes er småsnakkende og uinteressant.