Interessant udvalg af den russiske avantgardeforfatter Andrej Platonov (1899-1951), der har haft stor betydning for senere forfattergenerationer. For læsere med interesse for eksperimenterende europæisk litteratur fra midten af 1900-tallet.
Platonov er en velrenommeret russisk forfatter, der ikke er så kendt herhjemme. Han var ingeniør og begyndte som revolutionær, kommunistisk forfatter med agitation for den proletariske kultur. I løbet af 1920'erne bevægede han sig ind i en mere avantgardistisk stil og faldt i unåde hos kommunistpartiet. Udvalget omfatter seks tekster fra forskellige værker. De handler om fascinationen af tidens nye teknologi, men også om det russiske systems indgreb i lokalsamfundet. I løbet af Stalin-tiden udviklede AP en slet skjult kritik af de centralistiske reformer med klar sympati for den enkelte arbejder og bonde.
Sproget i APs tekster er banebrydende, uforudsigeligt og dynamisk. Det gør teksterne forbavsende friske at læse mere end de 75 år efter, de er skrevet. AP er ikke konkret samfundskritisk eller antikommunistisk i traditionel forstand. Men den åbenlyse abstrakte ironi over systemets bureaukrati løfter, sammen med det særegne sprog, APs historier ind i samtidens europæiske litterære avantgarde. Leif Ebbesens introduktion giver en fortrinlig indgang til APs liv, forfatterskab og samfundskontekst.
Beslægtet er Vladimir Majakovskijs futuristiske værker og forfattere som Brodsky og Tolstaja.