Bøger / skønlitteratur til børn / eventyrlige fortællinger

Ulvens spor


Beskrivelse


Billedbog. En vinterdag i gamle dage rider Bjørn og Ask ud for at afsløre Ugleridderen, men snart sidder de i fangekælderen på borgen. Heldigvis har de en magisk nøgle.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 4. feb. 2000

af

af

Bo Knudsen

d. 4. feb. 2000

Fin billedbog for børn fra ca. 4-5 år. Hvert opslag er fyldt med spændende detaljer, og det hele virker meget gennemarbejdet. Hvert billede fylder hele opslaget, nogle steder med et tegneserieagtigt forløb. Rundt om alle billederne er der en forskellig medfortællende ramme "hugget ud i sten", og teksten er skrevet på "pergament" nederst på siden. Også farverne er med til at give den rigtige stemning af gamle borge, vinter og eventyr. Det hele lykkes flot, også selvom AH har en løs og skitseagtig tegnestil, den vi også har set i hans ligeledes vellykkede Abekattestreger i cirkus (94/49). To drenge rider ud for at løse gåden om den maskerede Ugleridder, der hærger egnen. Med ingredienser som borge, ulve, magiske fløjter og nøgler, drengenes kloge hund, lusk og mod er der linet op til en spændende historie, som heldigvis ender godt. Den mundrette tekst passer fint til illustrationerne ved at være lidt gammeldags og eventyragtig i tonen. Fra yderst til inderst en god og gennemført bog.


Bibliotekernes vurdering

d. 4. feb. 2000

af

af

Hans Radsted (skole)

d. 4. feb. 2000

En underfundig historie fra dengang der både var sne og ulve i Danmark. Egnen hærges af en mystisk ridder, som, forklædt bag en uglemaske, stjæler fra rig og fattig. Folk tror, røveren handler på vegne af den endog meget statelige Jomfru Ugle, og hun må på bålet for sine ugerninger. To drenge dumper midt ned i denne intrige, og de får lidt ufrivilligt løst op for mysteriet, så retfærdigheden kan ske fyldest. Historien er fortalt i en række spændende dobbeltopslag med teksten placeret nederst, naturligvis skrevet på pergament. Scenerierne er borge, byer og landskaber med et mylder af detaljer og personer og med en meget flot farvelægning. Teksten har et bevidst fortidigt præg og er skruet sådan sammen, at en god oplæser vil få sine små tilhørere til at gyse, men også til at grine, f.eks. af følgende indlagte vers: Kom frem, Jomfru Ugle – du er for fed til at skjule! Heksebålet kalder – på dine fedtfyldte balder! Eleverne i indskolingen vil kunne få meget tid til at gå med at finde detaljer på siderne og de største vil nyde at få historien læst op. De kan først selv læse den fra ca. 11 år.



Informationer og udgaver