Udover Boyds sædvanlige læsere er denne bog også for yndere af psykologiske spændingsbøger.
Boyd er en af Englands betydeligste nulevende forfattere, der heldigvis har fået en del oversat til dansk. Adam Kindred er klimatolog og er i London til jobsamtale. På vej fra den møder han immunologen Philip Wang, som han senere opsøger for at finde ham stukket ned på sit hotelværelse. Han når at overgive nogle dokumenter, inden han dør, og Adam må flygte, da morderen viser sig stadig at være i værelset. Papirerne er åbenbart livsfarlige for Adam, og da han også bliver eftersøgt som hovedmistænkt for mordet, må han bogstaveligt talt gå under jorden og overleve som hjemløs, men en meget jaget hjemløs. Det er en meget spændende og sproglig flot historie om det bratte skift fra topforsker til en hjem- og identitetsløs, der efterhånden får overskud til at prøve at opspore, hvad der er så farligt med de papirer.
Emne- og kvalitetsmæssig henvender den sig bl.a. til læsere af Le Carrés Den standhaftige gartner. Som fx i Boyds Bæltedyret fra 1999 spiller London en meget aktiv rolle.
En fremragende roman om identitetsskift, der tilmed er meget spændende.