Velskrevet og tankevækkende samling af science fiction noveller, der med sit avancerede sprog og videnskabelige indhold vil tiltale læsere af hardcore science fiction.
Den britiske forfatter Paul McAuley debuterede i 1980'erne og har udgivet mere end 20, flere prisbelønnede, romaner og et stort antal noveller. Denne novellesamling strækker sig fra det tidlige forfatterskab i 1990'erne til nutidens mere nano- og bioteknologisk fokuserede tekster. En repræsentativ novellesamling, der bevæger sig over en lang række science fiction-genrer, som space opera, kontrafaktisk historiefortælling og hardcore naturvidenskabelig science fiction. Til sidst et efterskrift, hvor forfatteren sættes ind i en litterær og historisk kontekst.
Indholdsmæssigt spænder novellerne vidt, og der er stof til eftertanke og diskussion i de velskrevne, men ikke helt lettilgængelige historier. Sproget bærer præg af forfatterens akademiske baggrund, det flyder let og fastholder læseren, men præges også af mange videnskabelige og tekniske termer.
Forlaget har udgivet et væld af novellesamlinger de seneste år. Denne ligger kvalitetsmæssigt højt med sit ambitiøse akademiske niveau. Kan sammenlignes med Andre verdener, 2012, der dog har bidrag fra flere forfattere, eller James Tiptrees Houston, Houston, kan I høre os?, der også viser vidden i et forfatterskab.