De selvoplevede små noveller kan have interesse for andre, der forsøger at skrive om deres liv, men de vil være vanskelige at formidle til en større gruppe.
I 11 små korte historier og anekdoter fortæller forfatteren om indtryk fra rejser i udlandet og i Danmark, hvor der har været en særlig stemning eller situation, som hun gerne vil videregive. Andre historier er møder og samtaler med mennesker, der har sat sig spor i erindringen, og hvor der er knyttet en lille pointe til. Hun er i Frankrig eller Kap Verde, i København på besøg hos noget familie eller på Bornholm. Historierne er enkelt fortalt, og alle er meget lette at læse. Det handler om dagligdags begivenheder, der giver anledning til at trække på smilebåndet eller til en lille refleksion om mennesker og verdens gang. D.E. Røssell f. 1934 har tidligere skrevet om begivenheder under besættelsen i Jeg brød et løfte, 2007. Senest har hun udgivet en lille ægteskabsroman Et strejf af rosmarin, 2011.
Novellerne kan ikke umiddelbart sammenlignes med de ellers mange gode danske forfattere, der behersker genren.
Novellerne har nærmere karakter af små anekdoter og erindringsglimt fra et langt liv, hvor forskellige oplevelser og refleksioner har trængt sig på. Nogle af novellerne er i jeg-form, mens andre er set udefra. De vil måske som små skriveøvelser kunne inspirere andre til at skrive om deres eget liv, men de er for tynde og karakterløse til at indgå i dansk litteraturhistorie.