De fleste af Per Aage Brandts digtsamlinger - eller poesi - som er den genrebetegnelse han selv anvender, består af korte, titelløse tekster, og i den henseende udgør denne nye samling ingen undtagelse. Om digte i traditionel forstand er der nemlig ikke tale, (bl.a. er det rytmiske og klanglige element så godt som fraværende), men netop om tekster, der i skiftende former har karakter af aforismer, notater og filosofiske udsagn. Humoren og ironien synes dog at få en stadig mere fremskudt plads i PAaB' poesi. Ikke mindst i kraft af de kommenterende "fodnoter" der følger i en parantes efter mange af teksterne. For sprogvidenskabsmanden PAaB er sproget ikke blot materialet, men selve genstanden for hans poetiske overvejelser. Et sted tales der om at ordene "frembringer hørbare tanketing", og sådanne "tanketing" er disse tekster, der konsekvent forsøger at nedbryde skellet mellem filosofi/videnskab og kunst. Alt er sprog, men flere steder i bogen peges der også på sprogets grænser, eller dets tavshed, når det konfronteres med f.eks. døden og kærligheden: "forskellen mellem skriften og dig:/ du er uigenkaldelig/ for du er af tid". Lige så tanketung og subtil denne poesi er, lige så let og indlysende kan dens formuleringer og indsigter komme læseren i møde.