Arkitektens Forlag og Louisiana begyndte i 2003 at registrere og scanne mange tusind tegninger fra Utzons hånd, og det er meningen at en registrering af det totale værk skal foreligge indenfor de nærmeste år. Samtidig er udkommet Utzons egne huse, 2004 i Utzonbiblioteket. Den foreliggende bog tager udgangspunkt i 25 hovedværker - også ikke-realiserede - i sin karakteristik og tolkning af formsproget. Den centrale del er en værkgennemgang, hvis ramme udgøres af Dirckinck-Holmfelds gennemgang af forudsætninger for Utzons værk og afsluttes med den nu afdøde norske arkitekturteoretiker Norberg-Schultz' fine tekst der trækker hovedtemaer frem. Begge karakteriserer Utzon som den førende eksponent inden for den moderne arkitekturs fornyende "tredje generation", som bl.a. står for fornyelse, udtryksfuldhed, social ansvarlighed i sit skulpturelle og kunstneriske udtryk, og dertil inkorporerer en særlig dansk tradition. Det er en flot bog der illustreres af mange hidtil ikke offentliggjorte tegninger og skitser og i øvrigt også viser mindre kendte projekter. Den har appel til alle med interesse for arkitektur og er en super introduktion til en verdensberømt, genial dansk kunstner.