Bogen er decideret skrevet for lægmanden, som er interesseret i at vide mere om en af vores mest berømte landsmænd. Den lægmand der fx besøger det nye Utzon Center Aalborg med de karakteristiske tagformer og som bliver nysgerrig på manden bag byggeriet, men som ikke er fortrolig med at læse arkitekttegninger.
At Jørn Utzon er et dansk arkitektikon ved de fleste. Men at han også voksede op i Aalborg, ikke var særlig god i skolen, og forgæves prøvede at komme på Kunstakademiet som billedhugger ved kun de færreste, før de har læst denne glimrende og gennemillustrerede portrætbog. Tre forfattere, en journalist, en arkitekt og en historiker, tegner her rundt om personen og fagmanden Utzon på en letløbende og illustrativ måde. Familien, barndommen, ungdoms- og læreårene tegnes op, ligesom hans hovedværker og senest Utzon Center bliver beskrevet indsigtsfuldt og med stor respekt for Utzon som kunstner og ikon med international betydning. En række interviews med både Utzon selv og hans børn og børnebørn giver ny viden til at fuldende og opdatere billedet af en ener.
Der findes en del biografisk litteratur om Utzon, som retter sig imod arkitekter med faganalyser af det arkitektoniske særkende. Men ingen med den almindelige dansker i fokus.
En flot og læservenlig portrætbog, som har gode muligheder for at blive lånt flittigt ud på biblioteket. Den tilgodeser den alment interesserede læser ligesom den også med baggrund i de aktuelle interviews byder på opdateret viden for fagpersoner.