Bøger / faglitteratur til børn

Våben


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 25. mar. 2009

af

af

Jesper Holtoug

d. 25. mar. 2009

Den gennemillustrerede fagbog henvender sig især til våben- og historie interesserede børn og unge mellem 10 og 14 år. Teksten er let at gå til og de mange fine fotos og stregtegninger hjælper forståelsen på vej. Temaet er stærkt fascinerende for mange, og bogen vil sandsynligvis selv springe ned fra hylden.

I fem opslag gennemgås i korte træk og med fine illustrationer middelalderens mest almindelige våbentyper. De tekniske detaljer fylder ikke for meget og de lidt svære passager forklares fint ved hjælp af de ledsagende billeder. Den efterfølgende ordliste letter yderligere på forståelsen, og litteratur- og web-henvisningerne giver gode tips om, hvor der er mere viden at hente. Bogen er en del af en nylig opstartet serie, hvor flere bind er på vej. Bagsideteksten, som lover "grundlæggende viden om middelalderen", forekommer noget overdrevet, da bogen ikke videreformidler mange fundamentale træk ved middelalderen.

Der findes kolossalt mange billedfagbøger om riddere, borge og våben og denne adskiller sig ikke afgørende fra denne brede strøm. Bogen har sin særlige styrke i sit enkle, klare sprog og de fine illustrationer. For lidt yngre læsere findes Clarke: Rustninger og Byrjalsen: Middelalderen. Blandt de lidt sværere kan nævnes, Byam: Våben & rustninger og MacDonalds: Krigsførelse i middelalderen.

En udmærket billedfagbog om et nærmest uopslideligt emne. Ikke meget nyt tilføjes de mange andre våben/middelalder-bøger, men sproget er godt og flydende og illustrationerne fine.