Forbløffende nok den første biografi om Valdemar Rørdam, landsskjalden, der levede fra 1872 til 1946, skrevet af Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef. Et forsøg på at trænge ind i denne sammensatte persons bevæggrunde, og finde ud af hvorfor han fra at være hævet til skyerne, på grund af et digt pludselig var udstødt og forhadt. Espersen har gravet dybt i arkiver og brevsamlinger, og det kommer der en spændende beretning ud af. Konservatisme, præsteslægter, kongetrofasthed, og en rabiat antikommunisme er det som formede digteren, som alle dage var meget produktiv, men også altid i pengevanskeligheder. Et godt afrundet portræt af manden, og et rids gennem historien, hvor samfundsudviklingen, og de to verdenskrige spiller en afgørende rolle. Fra "Danmark i tusind år", den mest skattede sang under krigens alsang, til hyldestdigtet til Hitler "Så kom den dag", er der tilsyneladende langt, men nazist var Rørdam ikke, det var frygten for kommunismen der inspirerede ham til det digt, der ødelagde ham. Spændende og tankevækkende læsning, og godt Rørdam endelig får sin biografi.