En lille, men indholdsrig roman for store børn/unge fra ca. 11 år. Den er nr. 6 i serien om Samuel og Moa og kan læses uafhængigt af de tidligere bind, selv om der refereres til disse. Enkle sætningskonstruktioner, et moderne, mundret sprog og luft på siderne gør bogen til overkommelig læsning, også for de lidt læseuvante. Det er en bog om helt almindelige unge med helt almindelige interesser og problemer, men skrevet på en måde, så det bliver vedkommende for målgruppen. På den begrænsede plads er det lykkedes at give et indtryk af den helt unge forelskelses kvaler, når man ikke er færdig med den første forelskelse, selv om man har gjort det forbi og nu er sammen med en anden. Det er også en bog om at finde sig selv som dreng og pige og om relationer til familie og venner. Kapitlerne gengiver skiftevis Moas og Samuels tanker og følelser for at bringe dem sammen i sidste kapitel og antyde en mulighed for, at de kan finde sammen igen.