Eventyr om Olle der hver dag er alene hjemme sammen med familiens geder. En dag bortføres gederne af en trold, og forældrene formaner Olle til forsigtighed, mens de med store overdrivelserudmaler troldens udseende og farlighed, så Olle slet ikke genkender ham, da han kommer. Olle drager glad og fro med trolden uden at være bange, tværtimod synes han godt om trolden og giver hamendog en gave således, at trolden tvinges til at være god ved ham. En trold, der får noget godt foræret, kan nemlig ikke være ond mod giveren, siges det. Sluttelig drager Olle hjem med gederne ogderes afkom til stor forbavselse for alle. - Eventyret er fortalt med folkeeventyrets knaphed og præcision, og indledningen har da også træk fra folkeeventyret, men psykologien er en anden, idetdet onde ikke besejres, men afdramatiseres gennem naiv venlighed således, at de farlige kræfter elimineres. - Historien er imidlertid spændende, dramatisk og ikke uden humor, idet læseren tydeligtoplever alt det, som Olleikke ser, fordi han tager forældrenes formaninger på ordet. - EHN's tegnestil kommer fint til sin ret i såvel de grumme som i de venlige sekvenser i eventyret. Billederneer i bløde akvarelfarver og i varierende størrelse. - Fra ca. 4 år.