Udtrykket i Sten Kaalø's digtsamlinger veksler ofte mellem kortformen og længere, mere ordrige tekster. Digtene i denne nye samling hører absolut til i den sidstnævnte kategori. Hvert digt består af ti trelinjede strofer og en afsluttende linje som snarere end at afrunde og sammenfatte åbner op for noget nyt og uventet. Trods dette faste metrum er digtene ikke helt lette at gå til, fordi SK konsekvent afstår fra at anvende tegnsætning. Titlen og antallet af digte refererer til Bachs berømte "Goldberg-variationer" og også tematisk er digtene variationer over en række velkendte Kaalø-temaer: Natur, kosmos, kærlighed, hvor livet og skaberværket begejstret og hengivent besynges. Her fornægter salmedigteren Kaalø sig ikke. Der er dog også i mange af teksterne en elegisk og reflekterende tone, hvor krigen og de destruktive kræfter er konstant nærværende. Den personlige erindring - ofte med udgangspunkt i ungdommen og det erotiske - har en central placering i samlingen, og de personlige valgslægtskaber understreges også i en række portrætdigte af bl.a. Allen Ginsberg, Ezra Pound og Edith Södergran. Trods ordrigdommen og den store bredde i både stof og tematik har mange af digtene et svævende, drømmeagtigt præg, og sammenlignet med sidste års Solslag er de anderledes komplicerede og krævende i deres form.