Antologien er rettet mod gymnasieuddannelserne primært gymnasiets største fællesfag: almen studieforberedelse. Teksterne er udpluk fra kendte filosoffer og humanister igennem tiderne, og de belyser centrale temaer i humanismen og udviklingen af demokratiske tænkemåder. Målet er samlet at illustrere særegne træk ved demokratiet og dets oprindelse i humanistiske værdier. I alt er der udpluk fra 30 store tænkere startende ved Hesiod, ca. 700 f. Kr. til Fernando Savater, f. 1947. Bidragene er sat op kronologisk og hver tekst er i indholdsfortegnelsen forsynet med et kort resume af tekstens tema. Af yderligere bidragydere kan nævnes: Aristoteles, Cicero, Thomas More, Montesquieu, Sartre, Karl Popper, Poul Henningsen, Hal Koch og Vaclav Havel. I en længere indledning indkredses begrebet humanisme. Bogen er ikke forsynet med biografiske oplysninger, men der henvises til andre værker. Bidragene svinger fra 3-10 sider og er af forskellig sværhedsgrad. Der lægges op til at teksterne ses i sammenhæng med forskellige forløb i undervisningen, og bogen rummer også en henvisning til en webside. Generelt i undervisningssammenhæng en udmærket introduktion til og illustration af humanisme- og demokratibegrebernes udvikling gennem tiderne.