Vejen til Thule er en fortsættelse af Den unge Knud Rasmussen, belyst gennem breve og andre kilder, 1893-1902 (forlaget Falcon 2011) og består som denne af tre dele. Første del omfatter selve den detaljerede gennemgang af årene 1902-10, anden del en række u(op)trykte tekster fra perioden og tredje del en perspektiverende efterskrift. Med udgangspunkt i den litterære ekspedition (1902-04) skildrer forfatteren Knud Michelsen, hvordan Knud Rasmussen skaber sig en position, dels som grønlænderes og polareskimoers talsmand, dels som etnograf og forfatter. Desuden belyses hans forhold til Mylius-Erichsen og Freuchen, hans indblanding i Cook-affæren, der gør ham verdenskendt, og den eksistentielle krise, han må igennem, før han helt og fuldt vier sit liv til Grønland. Med oprettelsen af Thule-stationen står han rustet til de opgaver, som er baggrunden for hans verdensberømmelse. Blandt det væld af nye oplysninger, som Vejen til Thule rummer, kan nævnes: Knud Rasmussen havde oprindelig ikke noget ønske om en handelsstation i Thule. Stationen er fra starten tænkt som del af det projekt, der realiseres med den 5. Thule-ekspedition og den store slæderejse (1921-24). Et møde i 1910 mellem daværende udenrigsminister Erik Scavenius og Knud Rasmussen får konsekvenser for Scavenius' syn på nødvendigheden af at inddrage Grønland i forhandlingerne om salget af de vestindiske øer. En omfattende hidtil ukendt og uomtalt rapport af Knud Rasmussen om en foredragsrejse i Vestgrønland i 1909 viser, at han er langt mere involveret i grønlandspolitikken, end man hidtil har været klar over. En række hidtil ukendte breve fra Knud Rasmussens ægtefælle Dagmar kaster nyt lys over baggrunden for ægteskabet.