En ny bog i serien Sommerfugl, denne gang om pigen Bird, der har besluttet sig for, at hun gerne vil være lidt anderledes, end alle de andre i klassen. Måske fordi hun ingen venner har, ud over den voksne miss Delphine! Men en dag kommer der en ny dreng, Harlem, og det ændrer på det hele. Bird beslutter sig for, at han skal være hendes ven, men det er ikke nogen helt nem sag! En stavekonkurrence kommer til at bane vejen. Bogen er skrevet i en stilfærdig stil, men alligevel med en god portion stille humor, der flere gange får smilet frem hos læseren. Fine person- og miljøskildringer, der stille og roligt opbygger en rigtige god historie, som fortæller om, hvor vigtige venner er, om mobning, om det at være anderledes, at være opmærksom på andre end én selv, og om gerne at ville til Disney World! Forfatteren har tidligere udgivet en bog på dansk Postkort fra Pearl 2002. En sød og varm fortælling, til selvlæsning fra 11 år, - måske nok især for piger.