Selvom denne beskrivelse af verden i den nyeste tid primært er beregnet til undervisning i historie i de gymnasiale uddannelser kan den bruges af den alment interesserede læser til at skabe et kortfattet overblik over begivenheder i vores egen tid.
Bogen beskriver væsentlige tendenser og problemer i verdenshistorien efter 1989. I 10 brede essays gives et bud på historien med Murens fald og afslutningen på den kolde krig. Det kan fx være EU, Israel-Palæstina konflikten, International terror, Kina, Globalisering, Menneskerettigheder osv. Det kan kun blive nedslag i historien, men væsentligt er, at det hele tiden holdes op imod historikeren Hobsbawms Ekstremernes århundrede, 1997 og Fukuymas Historiens afslutning, 1993. Hermed gives mulighed for diskussion af historiske årsagssammenhænge. Bogen er skrevet i et klart og tydeligt sprog med sans for at fastholde fokus. De to forfattere er lektorer i historie i gymnasiet.
De to forfattere har tidligere udgivet Introduktion til historie, 2005 og Danmarkshistorisk oversigt, 2006.
Bogen er beregnet til undervisning, men alment interesserede læsere kan læse med. De får dog problemer med at læse de kildetekster m.v., som der henvises til på www.nyestetid.systime.dk. Bibliotekerne kan dog finde disse kilder ad andre kanaler. Ligeledes savnes i høj grad en oversigt over relevant litteratur om perioden.