Bøger / skønlitteratur til børn / dyrefortællinger

Verdens ende


Beskrivelse


Billedbog. De to kyllinger Ada og Ava er de bedste venner i hele verden. Sammen drager de ud for at finde verdens ende. De kommer gennem byer, ørkenen, junglen, til Nordpolen og på det højeste bjerg i verden.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. juli 2009

af

af

Ole Laursen

d. 9. juli 2009

Bogen kan læses på flere niveauer, og målgruppen vil strække sig fra 3 til 6 år. Flot forside med de to tuttenuttede kyllinger.

Der leges i denne bog med begrebet "verdens ende", og ellers er temaet venskab. De to kyllinger, en brun - Ada - og en gul - Ava - som er verdens bedste venner, sætter sig for at finde verdens ende. De kommer til byen, junglen, ørkenen, på Nordpolen og på verdens højeste bjerg. Men de finder ikke verdens ende. På sejlturen hjem forliser skibet, og Ava forsvinder. Da hun endelig dukker op igen, kommer Ada frem til den lidt overraskende konklusion, at verdens ende findes hjemme, når man er uden ens bedste ven. En rigtig sød historie med en let filosofisk tilgang. Som så ofte før, når det gælder billedbøger fra Holland og Belgien er illustrator ikke fedtet med farverne, som er lige til at blive i godt humør af! Stilen kan måske betegnes som en art "animations-look på lærred", som er ret fascinerende. Loufane og Robberecht stod sammen bag Ulven der mistede sit tøj, 2008. Desuden er Robberecht kendt for serien om Benny. Teksten rummer gentagelser, som de mindre børn vil holde af.

Det forjættende begreb "verdens ende" er før blevet behandlet i billedbøger. Det gælder fx Sally Altschulers og Birde Poulsens Venner ved verdens ende, 2001.

En rigtig sød "feel-good" historie, som også rummer livets mere triste sider, som når ens bedste ven er blevet væk.