"Verdens heldigste pige"; udsagnet fremmanes igen og igen i jegfortællerens indre monolog i denne bogstavelig talt frysende psykologiske thriller. Heldet består i at have en helt usædvanlig far, en charmerende og karismatisk prædikant. Veninderne misunder hende, men læseren fornemmer snart de psykopatiske understrømme, som bogens bagsidetekst så rammende kalder det. Og romanen formelig pulserer af understrømme, det er i høj grad via teenagedatterens forvredne menneskesyn, at faderens psykopati åbenbares. Der er billeder, som ikke er til at ryste af sig: hvordan datteren iagttager, at faderen afprøver forskellige ansigtsudtryk, inden han beslutter sig for, hvilket der passer til situationen, det iskolde og altid mørke hus, den rædselsvækkende bedstemor og hendes uspiselige, salthvinende mad. Historien er så eminent fortalt, at det næsten kan tage magten fra handlingen, af og til føles historien lidt uforløst. Men det er småting. Forfatteren skriver, så man må læse hende i ét langt sug.