Musik / rock

Vestiges & claws


Anmeldelser (4)


Gaffa [online]

d. 15. feb. 2015

af

af

Michael José Gonzalez

d. 15. feb. 2015

"Når sangene har fået tid og tålmodighed til at folde sig ud, kryber de forsigtigt ind under huden og finder sig - uden at bringe hverken blod eller pis i kog - til rette og luller lytteren ind melankolsk, meditativ varme. Det er ikke altid lige spændende, men absolut behageligt. Gamle fans vil utvivlsomt få julelys i ørene, mens nye lyttere intet risikerer ved at stige på her og kan alt efter temperament enten gabe eller glædes".


Politiken

d. 18. feb. 2015

af

af

Kim Skotte

d. 18. feb. 2015

"'Vestiges & Claws' er albummet, José Gonzalez har taget tilløb til siden 2007. Det subtilt producerede album med den organiske lyd og de eftertænksomme sange har en dybde i sin smukke lak, som gør det til en plade, man vil blive ved med at vende tilbage til og nyde og inhalere på den lange bane".


Jyllands-posten

d. 16. feb. 2015

af

af

Anders Houmøller Thomsen

d. 16. feb. 2015

"Det er søvnig og indadvendt singer/ songwriter fra start til slut, og musikalsk og lyrisk virker González nærmest selvtilstrækkelig og med ryggen til lytteren. Vi må nøjes med pæn og kon-fliktsky folk fra en afbalanceret sanger, der sidder på sikker afstand af sine emner og ikke viser vilje til at adressere eller formidle store sjælelige rystelser - eller søge nye musikalske grænser ... Søvngænger-narkosen sænker sig som en tæt tåge over den akustiske muzak i "Vissel", og den skønsangerpæne "Every Age" er lutter banalitet pakket ind i andægtigt slæbende folk".


Berlingske tidende

d. 22. feb. 2015

af

af

Michael Charles Gaunt

d. 22. feb. 2015

"I modsætning til på tidligere plader har han dog denne gang valgt at se bort fra sit vanlige dogme om, at alt, hvad man hører, skal kunne spilles af én mand i ét og samme take. I stedet har han denne gang tilladt sig selv at overdubbe med både stemmer, guitarer og blidt bankede rytmer på guitarkroppen, og hvad der lyder som assorterede køkkenredskaber. Og det giver altså ofte fornemmelsen af at sidde overfor tre José González'er, der opfører en slags køkkenvasksymfonier i miniatureformat. Det er en velkommen udvikling i udtrykket, for det afføder flere steder nogle langt mere interessante arrangementer omkring hans sangforedrag og intrikate fingerspil".