Husdyr er et populært emne. Her er en meget anvendelig titel. Med forskellige fotografers mange sjove, oplysende og teknisk fremragende farvefotografier kan bogen bruges som bladre- og samtalebog allerede fra 4 år. Det er som at gå rundt på et stort dyrskue. Med en på en gang letlæst og informativ tekst er bogen velegnet til selvstændig fordybelse eller opgaveløsning fra ca. 10 år. Udgangspunktet er traditionelle nordiske husdyr. Hunde, heste, køer, svin, rener, får og geder m.fl. Hvert dyr har sit afsnit, der placerer det historisk, fortæller om dets anvendelse før og nu og omtaler forskellige racer. Hovedvægten er lagt på de nationale arter, således beskrives fra Danmark bl.a. Frederiksborgeren, rød dansk malkerace, sortbroget dansk svin etc., mens andre racer er tilpasset forholdene i vore nabolande f.eks. den islandske hest, norsk skovkat, svensk gårdhund, visse fåreracer osv. Til hvert kapitel er tilknyttet et faktaafnit, der opsummerer det omtalte dyrs karakteriska. Bogen er aktuel i sit syn på dyrehold og fortæller bl.a. hvordan fåre- og gedehold her i landet ofte er på hobbybasis. Fremtidsperspektiv er der i omtalen af kalkuner og strudse, der næppe kan betragtes traditionelle nordiske husdyr.