Tragikomisk ungdomsroman for voksne om kvinden Mille som i slutningen af 20'erne døjer med ondt i livet, sorg og kærlighedskvaler. For læsere af Bridget Jones-genren som ønsker mere dybde, kant og alvor.
Pia Konstantin Berg har skrevet en roman om Mille som er i slutningen af 20'erne og som har det svært med livet. Romanen er skrevet udelukkende i brevform da Mille, efter råd fra sin psykolog, skriver breve til sin afdøde tvillingebror Jeppe, der begik selvmord som 19-årig under et fælles udlandsophold. Mille døjer både med alkoholproblemer, angst og bekymringer, kærlighedskvaler og den manglende sorgbearbejdelse efter Jeppes død. Langsomt vender hun tilbage til livet og møder den helt store kærlighed.
Forfatteren er debutant og har skrevet en både trist, humoristisk og medrivende roman som varmt kan anbefales til alle. De fleste vil kunne nikke genkendende til meget i Milles liv og hendes kamp med kærligheden og et kaotiske sind.
På flere punkter er der ligheder med Bridget Jones-serien, som er skrevet i dagbogform. Første bog i serien hedder Bridget Jones' dagbog. Bergs roman er dog ikke chick lit men en mere alvorlig roman om en kvindes kaotiske liv i slutningen af 20'erne, skrevet på en humoristisk måde.