Film / nonfiktion

Vikings collection


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. okt. 2010

af

af

Ulrich Breuning

d. 19. okt. 2010

The History Channel er vinduet for denne dvd-boks' fem tv-udsendelser med den lokkende engelske samletitel Vikings - Valhalla's warriors. Udsendelsernes målgruppe turde derfor naturligt være et historisk orienteret publikum i almindelighed og folk med interesse for vikingetiden i særdeleshed. Men der er ikke meget nyt at hente for blot såkaldt alment dannede mennesker, og som introduktion til vikingetiden, arkæologi og historiesyn er udsendelserne enten for poppede og/eller kedelige.

"Han vil skrive sin egen saga i sine fjenders blod." Boksens første udsendelse om vikingernes laden og gøren er på speakersiden fyldt med lignende udsagn, mens billedsiden består af rekonstruerede optrin af tvivlsom historisk autenticitet. Disse tableauer afbrydes af "talking heads", altså eksperter, der fortæller og giver udsendelsen fagligt alibi. Knapt så kulørte er de efterfølgende udsendelser ikke, men den flittige brug af illustrationer fra vidt forskellige kilder, der skal råde bod på manglende visuelt materiale, højner ikke troværdigheden. Der forekommer mange gentagelser i udsendelserne. Især om vikingeskibets fortræffeligheder og vikingernes opdagelse af Amerika mange år før Columbus. Den anden udsendelse skiller sig lidt ud, idet der er tale om en personlig rejse i vikingernes kølvand.

Blandingen af ekspertudtalelser, rekonstruktioner og arkivmateriale kendes for tv-dokudramaer, og egentlig står genren i gæld til forne tiders diasshows.

Grundstoffet er spændende, men formidlingen diskutabel.