Finurlige og fine stemningsbilleder om pigen Vita og hendes opvækst på landet i Thy i 1950'erne. For læsere af kortere romaner.
Dette er Susanne V. Knudsens debut som fiktionsforfatter. Romanen er dokufiktion, noget af indholdet er hentet fra forfatterens barndom. Fortælleren er den følsomme pige Vita, som bor på landet i Thy. Vi følger livet med hendes familie, hendes mor og far, og hendes farfar som dør. Der er fantasifulde beskrivelser, hverdagssituationer, lidt om de sære eksistenser som også bor på landet, og også om den store verden og de politiske begivenheder som fandt sted i 1950'erne. Bogen består af korte kapitler. Til sidst i bogen er der noter med henvisninger til øvrig litteratur inddelt i henhold til kapitlerne.
Bogen er meget stemningsfuld, og de korte kapitler fungerer som korte glimt i hverdagen og fortællerens liv. En smuk og velskrevet bog.
Ønsker man at læse mere om livet på landet, så kan bogen Kvinderne fra Thy af Maria Helleberg anbefales.