Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Vindsangeren


Beskrivelse


Fantasy. Byen Aramanth bliver holdt i et jerngreb af en usynlig magt. Befolkningen bliver til stadighed kontrolleret og presset til at dygtiggøre sig, men en lille familie nægter at underordne sig. Børnene, tvillingerne Kestrel og Bowman, må flygte - både for at redde familien og finde det, der kan frelse byen.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 22. nov. 2001

af

af

Erik Boas Pedersen (skole)

d. 22. nov. 2001

Vindsangeren er et gigantisk monstrum af en skulptur, et levn fra en anden tid, der symboliserer glæde, forundring og anarki. Begreber som styret i Aramanth ikke har brug for i det pertentligt velordnede, klassedelte og glædesløse samfund. Et tvillingepar med forældre gør på hver deres måde oprør mod den jernhårde disciplin, på jagt efter mening i tilværelsen og især den vigtige metalfløjte, der i Vindsangeren kan ændre lydsvingningerne til impulser af glæde og anarki. Børnene gennemgår en farefuld rejse efter fløjten gennem surrealistiske landskaber og oplevelser med kæmpelandskibe, oldingebørn og sågar skærsilden og døde børn, der er blevet marcherende soldater. Uden at der dog på noget tidspunkt kommer dybere mening eller troværdigt indhold ud af de dramatiske scenarier. Det lykkes ikke forfatteren at skabe en plausibel sammenhæng mellem de mange tableauer og den indre logik, heller ikke mellem børnenes fantasifulde univers og forældrenes kamp i et samfund, der nærmest fremtræder som et realistisk billede af et maoistisk diktatur. Denne bog tilhører den kategori af ujævne, ikke voldsomt interessante kopier, der nødvendigvis må opstå i kølvandet på bøger som Harry Potter og Det gyldne kompas. Den vil en hel masse, men det kommer ikke ud på eller mellem linierne. Fantasy for 7.-9. kl.


Bibliotekernes vurdering

d. 22. nov. 2001

af

af

Lene Kristiansen

d. 22. nov. 2001

HP effekten er virkelig slået igennem - også på bølgen af nye fantasybøger. Her er det forfatteren bag filmen Gladiator (bl.a.) der, uden referencer til Potter i øvrigt, har skrevet en spændende og gedigen fantastisk roman, første bind af tre. Det er de velkendte, afprøvede fantasyelementer der danner grundlaget i romanen, det gode mod det onde, de bløde værdier contra de hårde, det lille menneske mod magthaverne osv. alt sat ind i en række farefulde oplevelser og fantasifulde verdener. I byen Aramanth er befolkningen styret og kontrolleret til mindste bevægelse. Parolen er stræben og dygtiggørelse og belønningen er status. Byen er inddelt i distrikter og farver og dermed er alle klar over deres plads i hierarkiet. En lille familie gør oprør og børnene, tvillingerne Bowman og Kestrel, bliver klar over, at byen er påtvunget sin tilstand af en ydre ond magt. Og sammen med klassens dumbum er det dem der må klare byens befrielse. Som i mange andre fantasybøger står kvinderne, Kestrel + mor, for styrke og impulsivitet mens mændene er de bløde og følsomme. I det hele taget hyldes individet og familiesammenholdet mens stræber- og konkurrencementaliteten får et (tiltrængt) skud for boven. Både til oplæsning fra godt 10 og alene fra 12 år.


Børn & bøger

Årg. 55, nr. 4 (2002)

af

af

Kirsten Aggerholm

Årg. 55, nr. 4 (2002)



Informationer og udgaver