I serien om fremtidens verden udkommer denne gennemgang af trusler mod livet på Jorden. Bogen vil uden tvivl fascinere mange især drenge fra 3.-4. klassetrin. Den er nemlig spækket med dramatiske fotos fra science fiction film og tegninger af højteknologiske opfindelser, og så er hvert kapitel ligesom andre titler i serien forsynet med såkaldte reality check-kort, som angiver sandsynligheden for, at den pågældende trussel vil kunne imødegås. Der er altså høj underholdningsværdi, hvorimod oplysningsværdien først kan indløses på 7.-8. klassetrin, når den forholdsvis kompakte tekst kan læses. Nogle af de trusler, som bogen gennemgår, må siges at være temmelig spektakulære, mens andre indgår i den løbende samfundsdebat f.eks. drivhuseffekt og jordskælv. Bogen afsluttes med en ordliste, som indeholder en del vrøvl, samt et stikordsregister.