Engageret rejsebog om unges liv, drømme og vilkår i nutidens Europa skrevet af et ungt par, der har rejst rundt i flere år. For unge rejse- og samfundsinteresserede.
Rejsefortællinger af og om det unge danske par Elena Askløf og Peter Laugesens rundrejse i Europa. Deres projekt "Vores Europa" handler om at afdække unge europæeres drømme, visioner, bekymringer og dilemmaer og har fået en europæisk ungdomspris. Askløf/Laugesen har rejst i de økonomisk pressede lande i sydeuropa, i de "nyere" øst- og balkanlande, i Polen og tager afstikkere til yderpunkter som Norge og Tyrkiet. Bogen fremstår råt med reportagefotos i s/h af forfatterne selv. Udover rejserne rundt i Europa turnerer parret med foredrag herhjemme.
Forfatterne beretter levende om europæiske unges dynamik og passion for deres fremtid i Europa. Vilje og håb er der, men ikke nødvendigvis i de unges egne hjemlande, der flere steder er præget mere af nationalisme og spredning end en fælles fortælling. Historierne er personlige og oprigtige og deres oplevelser dejlige at læse. Askløfs åbenlyse glæde ved de lange bilture på vejene gennem de støvede landskaber mellem Spanien og Portugal emmer af herlig udve og nydelse og den særlige disciplin "couch surfing". Bogen er et alternativ til de mange dystre politiske og økonomiske analyser, der dominerer EU i disse år.
Der ses ikke andet aktuelt. Generation fucked up? debatterer unges samfundsholdninger.