Bøger / skønlitteratur til børn

Vrede drage


Beskrivelse


Billedbog. Da hovedperson og jegfortæller ikke får sin vilje, bliver han så vred, at vreden forandrer ham til en drage. Det er svært for ham at tage mod trøst, og først da raseriet tager magten fra ham, lader han sig trøste.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. juli 2009

af

af

Ulla Møller

d. 9. juli 2009

Til børn i alderen 4-6 år. Bogen kan bruges både hjemme, i institution og indskoling som en hjælp til at forstå og acceptere at vrede kan være legal og til at komme over den.

Forfatter og illustrator er fast makkerpar på en række billedbøger, hvoraf flere, bl.a. de fem titler om Benny, er oversat til dansk. De beskæftiger sig ofte med følelser og følelsesbearbejdning, og i Henrik, 2007, benytter de ligesom i denne nye titel elementer fra børnenes fantasi- og legeverden til at forklare en voldsom følelse. Mor har sagt nej, og jeg-fortælleren bliver så rasende, at han forandrer sig til en rødglødende drage. Mor prøver at trøste, men vreden vokser og vokser og tager næsten magten fra ham. Til sidst føler drengen sig helt alene med sin vrede. Nu kan far og mor nå ham og trøste. Tekstens forskellige typografi og farvevalget i illustrationerne, komplementærfarverne rød og grøn i mørke farvetoner, der undertiden smelter sammen til en dyster brunlig farve, understreger det stærke raseri.

Dragemotivet, anvendt som billede på hvor svært det kan være at styre sit temperament, er bl.a. brugt i Ikke så vild, lille Bunsenbrænder, 2007. Også Emilie's tiger, 2007 inddrager et fantasielement som symbol på vreden.

En ekspressiv billedbog, der er et godt udgangspunkt for en snak om, hvordan man kan styre og bearbejde sin vrede. Den beskriver raseri og afmagt på en måde, der når ind under huden på både læser og oplæser.