Bøger / skønlitteratur til børn

William og det gule lokomotiv


Beskrivelse


Billedbog. William møder på legepladsen Carla, som er blevet væk fra sin storebror. William tilbyder at hjælpe Carla med at lede, og de to børn hopper på det gule tog og drager sammen ud i legepladsens eventyrlige verden.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 21. aug. 2013

af

af

Signe Rugtved Andersen

d. 21. aug. 2013

Billedbog for de 4-6-årige, der gerne vil bruge fantasien. Forsiden prydes af glade William med stort mikrofon-hår og vil appellere til både børn og deres forældre.

William er sammen med far taget på legepladsen for at lege i det gule lokomotiv. I dag møder han den grædende Carla, som er blevet væk fra sin storebror. Den omsorgsfulde William tilbyder at hjælpe Carla med at lede, og inviterer hende med sig i toget. Snart går turen ud over legepladsens sletter, hvor vi møder farlige piratskibe, opskræmte vippehøns og en talende giraf. Carla glemmer hurtigt, at hun er blevet væk, men de to børn finder til sidst hendes storebror. Far sidder under hele den fantastiske rejse bagved i en af vognene, mens han skriver beskeder på sin mobil, og går således - på en nok tidstypisk manér - glip af sin søns oplevelser. Den meget produktive forfatter har et levende sprog, og illustratoren, som vi primært kender fra serien Bibelstærk, formår at bringe det centrale i handlingen frem i flotte, klare farver, mens resten træder gråt i baggrunden. De to har før samarbejdet om bogen Verdens fedeste dreng, 2011.

Vi har mange bøger om oplevelser på legepladsen, fx Willis bedste ven fra 2010, men denne bog beskæftiger sig i højere grad end de øvrige med børns fantasi, leg og indre verden.

En fin lille historie om børns indre verden og fantasi, samt en kærlig opfordring til forældre om at lade mobilen blive i lommen.