Både i forordet og i bagsideteksten jubles der over, at historien om superhelten Wolverines fortid "nu endelig" bliver fortalt. Læseren skal dog ikke gøre sig forhåbninger om at få opklaret, hvorfor Wolverine er født med lange springknive i knoerne, eller hvordan han som en anden Mowgli kan tale med ulvene. Wolverine - oprindelsen nøjes med at opridse Wolverines barndom på et stort canadisk gods, hvor han både møder kærlighed og had, indtil han efter en falsk mordanklage tvinges til at søge tilflugt i et fjerntliggende stenbrud sammen med sin gode fe, den kønne Rose. Adskillige dramatiske oplevelser senere forlader Wolverine atter stenbruddet som en menneskesky og misantropisk ung mand til fordel for en uvis fremtid. Historien, som rejser flere spørgsmål end den besvarer, fortælles effektivt og uden svinkeærinder. Udgivelsens hovedaktiv er Andy Kuberts flotte billedside med et dynamisk sidelayout og en stærkt detaljeret, realistisk streg, som giver indholdet en meget plastisk karakter. Richard Isanoves noget romantiserende farvelægning trækker tegneserien i retning af trivialfortællingen, men udviklingshistorien om en af de mest populære superheltes opvækst skal nok vide at tiltrække de unge og voksne serielæsere.