Currents
Tame Impala
Emneord
Anmeldelser (5)
The observer
d. 22. jan. 2017
af
af
Kitty Empire
d. 22. jan. 2017
"Yesterday's Gone reveals Carner as an old soul who sinks "too much whisky" (The Seamstress) but seems to have dispensed with much of the crap that comes with being a twentynothing male, cutting instead to important things: family, friends, love, pain, doubt and loyalty".
The line of best fit
d. 10. jan. 2017
af
af
Ryan Lunn
d. 10. jan. 2017
"... , Yesterday's Gone is a jazz-inflected dream a world away from the bloated showbiz rap clogging up the airwaves - it's not an exaggeration to claim that it is one the most honest, soulful and inspiring debut British rap albums since Roots Manuva's Brand New Second Hand from 1999. So, who said that nice guys always finish last?".
The guardian
d. 19. jan. 2017
af
af
Alexis Petridis
d. 19. jan. 2017
"For all the vulnerability on display, there's also an unmistakable confidence about everything ... In a crowded market, Yesterday's Gone manages to carve out its own little world, one that's both unique and universal.".
Politiken
d. 24. mar. 2017
af
af
Kim Skotte
d. 24. mar. 2017
"Debutalbummet (...) er en blødt fraseret variant af den grime-dominerede britiske hiphop, men på kryds og tværs befrugtet af jazz, gospel, soul og en beskidt rockbluesguitar på det sejt gyngende 'NO CD'. Det fine selvportræt nuanceres af en stribe samarbejder på et multifacetteret album, hvor den blå jazztone på 'Damselfly' er det oplagte es, men hvor også soulede 'Stars & Shards', det frankoceanske Kwas-samarbejde 'Florence' og gospelkoret på 'The Isle of Arran' rykker. Det sammensatte er i høj grad styrken og kun i mindre grad svagheden på et album, der introducerer Loyle Carner som en spændende og afvæbnende ny stemme".
Information
d. 22. dec. 2017
af
af
Emil Eggert Scherrebeck
d. 22. dec. 2017
"Londons rapscene består ikke kun af langspyttende grimerappere med bistre attituder. Loyle Carner, der kommer fra South Croydon i det sydlige London, har med sit debutalbum, Yesterday's Gone, lavet et melankolsk familiealbum, hvor han sampler gospel, soul, jazz, R&B og supplerer op med en optagelse af sin mor, der læser et ømt digt om ham op. Hans rap bærer på ingen måde præg af aggressivitet. Hans flow er tilbagelænet, rytmikken bølger, sætningerne er fyldige og velovervejede. Arrangementerne er båret af ro, den gamle skoles ro ... Et fint bud på, hvordan rap fra Englands hovedstad også kan lyde".