Farlige skypumper, mystiske gengangere og et mysterium ombord på et tog er hverdag for den gæve heltinde Yoko Tsuno i denne klassiske tegneserie for børn fra 12 år og nostalgiske voksne.
Det 7. samlebind med historier om den japanske heltinde Yoko Tsunos eventyr samler "Vindens datter", "Gengangerens hævn" og "Rhinguldet". Alle tre albums er tidligere udkommet på dansk. Yoko og vennerne Vic og Pol tager til Japan og bliver rodet ind i en sag om kunstige skypumper og industrispionage. Derefter går turen til et hjemsøgt slot i det skotske højland. Til sidst går turen gennem Europa i et tog, hvor Yoko pludselig står over for en gammel fjende.
Yoko Tsuno er en af de helt store serier fra 1970'erne og 1980'erne, og det er helt på sin plads, at den bliver opsamlet i flot, stift bind og med masser af ekstramateriale. Især de to første albums i dette samlebind er blandt seriens bedste og mest spændende historier. Roger Leloups tegninger er som altid fyldt med fine detaljer, en sans for teknologi og miljøer, og Yoko er en heltinde, der er let at holde af. Serien er som altid science fiction, men i dette bind er det af den mere jordnære slags.
Klassiske serier såsom "Thorgal", "Linda og Valentin", "Natacha" og "Franka" er også blevet opsamlet i de senere år.