"I denne anmelders øren har Van Morrison aldrig været den store nuancerede tekstfortolker. Hvis man satte ham til at synge om Rapanden Rasmus fra Rinkenæs, ville det nok lyde stort set som alle andre Van Morrison-sange med samme frasering, intervaller og rytmik. Det er ikke ensbetydende med, at han ikke er en fængende sanger, når materialet matcher hans udtryk, som Guitar Slims "The Things I Used To Do" på dette album, men det betyder at dette, som flere andre af hans album, er en ujævn affære. Når han synger Memphis Slims "Every Day I Have The Blues", tror man simpelthen ikke på ham, og når han vælger Johnny Mercers "Travellin' Light" undgår han ikke, at Billie Holidays version hele tiden kører på det parallelle spor oppe i hovedet på lytteren. Ikke desto mindre er Van Morrison og hans makker, orgelspilleren og trompetisten Joey DeFrancesco, gamle proffer nok til at der er tilstrækkeligt tilbage på albummet til at det er flere lytninger værd, hvis man blot bærer over med de bump, der er på vejen".