Ny spiddende samling meningstilkendegivelser og analyser om nyere politik og historie fra den kendte essayist og lyriker. Her er tale om 13 essays fra perioden 1989-97 groft tematisk organiseret i tre afsnit. Som altid er HME en bidende, klog og udbytterig mand at gæste, når man vil have afprøvet politiske og andre ideologiske og værdibaserede udviklingstendenser i de(t) europæiske samfund. Stærkest er HME netop i sine Europaanalyser, fx i den helt nye tekst "Europa i ruiner : et prospekt" om den overståede og alligevel aktuelle kolde krig, som forudsagdes ved 2. Verdenskrigs slutning i en samtidig journalistisk reportage. HME kan momentvis, når man ser bagom den intellektuelle skarphed og velformulerethed, forekomme lidt forudsigelig. Det er nu ikke tilfældet i afslutningsteksten "Rapporter fra det lyriske leben", hvor han virkelig er på hjemmebane, når han hudfletter den søgte og postulerede del af den tyske 80'er-lyrik. Mere diskutabel forekommer HME's dømmekraft, hvor han håndterer de nyeste tendenser, som ikke er af hans egen tid. Det kommer til udtryk i tredje afsnits tekster "Kludeteater : nekrolog over moden" og "Arrangement og derangement", hvor ny livsform- og stil vel hurtigt affærdiges som udtryk for dårlig smag. Men helhedsindtrykket er klart over gennemsnittet for intellektuel, men ikke uforståelig aktuel samtidskritik på et højt niveau.